En Bollerdrengs Erindringer.

Af Jørn Stobberup

Som nr. 10 ud af en Søskendeflok på 11, så jeg dagens lys i Fiskerhuset i Boller en forårsdag d. 5, maj 1932.

Min Far & Mor, Magnus & Anna kom til Boller i 1926, de var blevet gift den 2. maj 1915. (Far var født i Tyrsted i 1893, hans barndomshjem lå henne for enden af Præstegårdshaven, min Farfar døde da min Far var 13 år gammel, min Farmor boede inde i Tyrsted. Hun var en rigtig bedstemortype jeg har fået meget saftevand og mange småkager ved hende når jeg gik fra skole, hun døde i 1942, og Mor var født på Dagnæs mark Morfar var også murer Han har været med til at flytte Claus Cortensens gård fra Søndergade til Sundvejen, ved siden af han havde lidt landbrug, Morfar døde 1946, og Mormor i 1949.) fra Stenderup af, Min Far havde jo fået arbejde på Grevesædet i Boller som Jæger & Fisker, med bopæl i Fiskerhuset. Så det blev jo vores fremtidige barndomshjem. Arene gik til ca. 1930 da Grevesædet blev solgt til Staten, det var jo sådan set en handel hvor min far blev solgt med, og blev ved denne lejlighed udnævnt som Skovløber i Statsskoven i Boller som han bestred indtil 1957.

Der kom en delegation fra København for at overtage Slottet & Skovene, da var der en af de herrer der sagde til Far her kunne jo blive et godt traktørsted, det syntes han min Far skulle prøve at søge om, Far sendte en ansøgning til København, og den kom tilbage i underskrevet stand på det var i orden, med et traktørsted som havde åben i sommertiden 1. Maj til 1. Oktober underskriften var mandens der sagde til min Far at han skulle søge.

Og efter statens, overtagelse blev Slottet købt af Sygekasserne Kolding, Horsens, Skanderborg Kommuner Som Rekreationshjem. Det var jo patienter fra Sygehuset der skulle samle kræfter, i Boller.

Så med en børneflok på elleve havde Mor jo en stor husholdning der var mange munde og mætte, men vi var nu ikke på nogen tidspunkt hjemme alle børn på en gang, Kristian, Karl, Else, & Anton, var nok hjemmefra på det tidspunkt. Else fandt for resten hendes mand Oskar fra Fyn gennem et blad der hed Tempo.

Det eneste min mor ikke blev fortrolig med var fjorden, den var hun bange for, hun var nervøs når vi sejlede om i de mange både vi sommetider havde til at ligge, men det beviste vel hvor højt hun elskede sine børn.

Vi havde jo en del både liggende, der kom jo tit nogen drivende når Efterårsstormen satte ind, dengang havde de jo ikke så godt noget tovværk som i dag, bådene lå jo meget på svaj rundt i kanten af Horsens fjord, der fandtes jo ikke så fine havne og marinaer som i dag.

Hvis ejerne ikke havde hentet bådene inden der var gået ca. 3 mdr. havde de også været i avisen, ja så kunne far købe dem ved politiet for ca. 5 kr. stk. efter som hvilken stand de var i, ja det var dengang, jeg husker en båd rigtig godt den var hel nybygget i Juelsminde lærk på eg, men ved manden så annoncen i avisen kom han og hentede den, og han gav 20 kr. i findeløn det var flot dengang. Jo det var jo en pragtfuld tid som jeg tit tænker tilbage på, og er der noget man ikke lige kan huske tænker jeg tit på det havde min Far & Mor kunnet fortælle mig. Hvis de havde levet endnu.

Da jeg var ca. 2 år gammel fik jeg børnelammelse og blev indlagt på Hornsyld Sygehus, hvor jeg lå i ca. ½ år, men jeg har ikke senere i livet følt at jeg har haft men af dette.

Skolegangen foregik jo i Tyrsted Skole, (det kunne jeg ikke rigtig forstå for alle mine kammerater i Boller gik i skole i Sejet). Fiskerhuset må jo ha ligget i et andet distrikt, men pyt det var lige langt til begge skoler. Så lige så godt den ene frem for den anden. Jeg gik 3 år hos Cecilie Kramer, og de fire sidste år hos lærer Christensen når jeg gik hjemmefra og skulle i skole, så skulle jeg forbi flere af Husmændene på Boller, den ene var Einer Hjerrild, og han ville altid høre mig i den lille tabel, det var surt. Men efter syv år var det jo slut med skolegangen. Så det kan jo måske have været mig en hjælp senere i livet, at han var så energisk, ham Hjerrild. Så lige efter kom Alfred Winters ejendom, hans søn Svend hentede jeg altid, og vi fulgtes i skole, så det var jo kun den første kilometer jeg ingen følgeskab havde. Det var også Jytte Markussen jeg gik i skole med, hun ville altid have at vi skulle gå hånd i hånd, og det sidste halve år vi gik i skole gik vi jo også til præst, hos Pastor Østergård i Præstegården som ligger i Tyrsted, jeg gik til Præst sammen med min Fætter Knud og Kusine Else ude fra Eskekrog de gik i skole i Sejet, Fætter Knud døde for øvrigt alt for tidlig 8. maj 1995, Knud & Else var Tvillinger de var født samme år som jeg 1932.

Men det bedste jeg vidste, var at færdes i Skoven og ved Stranden, jo det trak rigtig i en, men i Skole skulle du jo også gå. Skoleudflugterne foregik næsten hvert år til Boller, fordel havde jeg vel, jeg kunne blive hjemme den dag, så sparede jeg jo 3 km op og 3 hjem. Tak for det.

Af legekammerater havde vi Skovfoged Thomsens to piger Karin & Elga og lege med, det var Axel og jeg og så havde vi jo dem på Bollergården, og Knud hvis Far var bestyrer på Boller Hvilehjem,

Det var nu mest Karin og Elga som Axel og jeg legede med, vi var også jævnaldrene, Karin sagde altid til min mor, at jeg skulle være Læge og hun skulle være Sygeplejerske, og så skulle Karin og jeg giftes med hinanden.

Men det går jo ikke altid lige som præsten prædiker, for Skovfogeden blev forflyttet på grund af for megen omgang med tyskerne, det var jo omkring midt i krigen ca. 43-44. Det var vidst fru Thomsen der var den mest tyskvenlige. Bryllupsplanerne var nok løbet ud i sandet alligevel. Jeg var 8 år da krigen brød ud den 9. april 1940, jeg var i skole den dag da de tyske flyvemaskiner, ja i hundredvis kom ganske lavt ind over Danmark. Himlen var helt sort af maskiner, det var grimt at se, og lærerinden sendte os alle hjem med det samme da hun så hvad der viste sig at være begyndelsen på fem i alt forbandede år.

Og i skolen fik jeg jo nogle nye kammerater at lege med, men de fleste boede på Bollervej i husmands husene på Boller var der Carl Olesen drenge & piger. Og Karen og Hans Stobberup. Og Ladefoged.

Det var under krigen at jeg lå i sengen og var syg. Så var der en sen aften da kom Else & Oskar cyklende hjem fra Fyn. Og de havde en banan som jeg fik, det kunne vi jo ikke selv skaffe, alting var jo på mærker, mad, tøj, tobak, kaffe, støvler. Ja alt.

Så begyndte jeg jo også at spille Fodbold, det startede på en bane oppe i Tyrsted, den lå mellem Søndrevej og Kirken, og i dag er det jo bebygget af Etplanshuse, så kom boldbanen til at ligge i Boller, hvor Bollergården havde ligget, den brændte i 1937, den dag den brændte, skulle min Mor & jeg ned og se til Carl & Rosa, de arbejdede på Hellebjerg-Mølle i Juelsminde, men vi kunne ikke komme derned for ildebranden. Havde så godt fat,(for vejen gik jo gennem Bollergårdens to porte), så hele Stalden & laden nedbrændte, og der ligger i dag fodboldbanen, og nedenfor håndboldbanen, men de er også nedlagt som boldbaner, for nu hedder klubben Dagnæs Idrætsforening banerne i Boller bliver i dag brugt til henholdsvis teltplads, og tror nok til hundetræning.

Jeg husker vores træner hed Kristian Hollesen, Bestyreren på Boller Hvilehjem Christensen var flink til at udsætte nåle vi kunne spille om, og min Far gav os gerne en sodavand når vi havde vundet og træneren fik en øl. Jeg spillede sammen med min fætter Knud, han var målmand.

Ellers gik barndommen jo med leg og skolegang, vi gravede en jordhule omme i marken, som Ib Gregers Pedersen senere Læge i Horsens efter sin faders død, og vi legede en del sammen, han var også en fin kammerat, men den dag Skovridderen var lige ved at falde gennem taget, fik vi besked på at fylde hulen op igen, og vi legede også en del oppe ved mølledammen, og i vandet fandt vi nogle container, som vi slæbte hjem på loftet i udhuset på fiskerhuset, så det var far jo ikke så stolt af ved han opdagede det, men jeg anede ikke på det tidspunkt at min far var modstandsmand

Men efter Skovfoged Thomsen blev forflyttet fra Boller, kom der en ny Skovfoged der hed Poulsen, han havde en 4-5 drenge han havde to på alder med Axel og jeg, det var Frits & Erik. Skovfogeden havde to hunde, den ene lærte Frits og jeg at fange ørreder til os i Klokkedal-bæk, men mølleren opdagede det, men turde alligevel ikke at gøre noget ved det da han så hvem vi var.

Apropos Klokkedal-bæk den gik også for enden af min Onkels Jord på Tyrsted Søndermark, det var Onkel Niels og Moster Magda de havde en lille ejendom, og der var jeg sommetider på ferie. Men hver år til jul hentede vi slikposer, et år var det Inger & jeg, og på vej igennem Klokkedal kørte vi på halen ned ad de store skråninger, så vi havde snart ikke ende i bukserne.

Der var to brødre inde i Horsens, Den ene var Anker han var Bademester på Søbadeanstalten & Hans var lods han tog mod de store skibe og dengang var det virkelig store skibe de store Maltbåde fra Sydafrika, der kom til Horsens, Hans havde en motorbåd der hed Karen II, var så stærk at den kunne mudre sejlrenden op til Ivan, den tog så vidt jeg husker ca. 35 personer, den sejlede jo fra Horsens til Boller, der var mange mennesker med, jeg sejlede meget med dem og fik lov at styre skivet når der var plads, Hans & Anker spillede jo begge Harmonika, og det var jo sømandssange, de var jo altid populære.

Jeg mindes stadig tydelig og klart Pinsedag 1947. Da sejlede Arne Olsen (Arne Olsen var min skolekammerat). &jeg ud i Frits og Eriks Sejlbåd, det blæste temmelig kraftig den dag, det hele kom sig af at skovfoged Poulsen kom ned til Fiskerhuset den dag, og han ville tage båden fra dem, de måtte have en robåd men ingen sejl, og så råbte Frits til mig Jørn sejl ud med den, så far ikke tager den.

Og det blev en sejltur af de lange, vi sejlede tværs over fjorden, og over ved søbadeanstalten løb vi på grund, det var Anker der havde vagt på badeanstalten den dag, han sagde Jørn du må ikke sejle med så meget sejl på, vi havde jo et tredje sejl i toppen som dengang kaldes papegøjesejl, og det skulle jeg tage ned, vi gjorde klar til hjemturen vi kom fri fra grunden og turen hjem var en sviptur troede vi, det var sidevind med vind i vest, og vi drev sidelæns ud af fjorden, men ved Husodde lå Muddermaskinen vi talte om at lægge bi ved den men valgte at sejle til Snaptun, men ude ved Borre knop løb jeg på grund igen, nok fordi jeg holdte mig så tæt på land som mulig, men Arne stod af og begyndte at slæbe i båden igen, og et vindstød så stor rev båden fri af grunden, at Arne næsten ikke nåde med, men jeg fik ham da slæbt indenbords, men jeg skulle også lægge på rorpinden for at holde båden, vores forsejl flængede, men omsider sejlede vi ind til Snaptun, og styrtede på Færgegården og drak kaffe og spiste en masse kager, vi gik ned og reparerede sejlet, og så så jeg en af de store sejlere (Beluga), hed den, det var vidst Rachmann der ejede den, jeg sagde til Arne kan han så kan vi også, af sted igen og ude midt i Hjarnøsund, kom Hans i Karen il, jeg sagde til Arne vi taler med Hans og vil på slæb hjem, og ved han kom hen til os, sagde han det var os han var blevet sendt ud efter, Arne kom ombord i Karen II, og jeg begyndte at tage sejl ned alt imens Hans sejlede ind mod Boller, ved jeg blev færdig og kom ombord i Karen II gik der kun et øjeblik, så lød et brag, og masten væltede, på vor skiv, det viste sig at stålwiren var gnavet over nede ved rælingen, så vi var heldige på mere end en måde.

Men efter vi kom hjem som i øvrigt kostede os 12 kr. hver, kølhalede vi båden, og til min rædsel lå hele blykølen ovre" ved Søbadeanstalten, hvor den nok ligger endnu.

Der kom jo også en masse roere og andre sejlere, og ikke at forglemme gæsterne fra Hvilehjemmet, gæster i Hestevogne kom der mange af, og folk der kom Cyklende ad landevejen det var før Bollerstien blev lavet, Kaffe med hjemmebag lagkage i bradepande og boller, det var vores Mor berømt for, og det meste af Sodavandet var uden Sukker en kasse sød vand for hver 5, kasser sure vand, det var fordelingen.

Lidt senere en dette her kom Bollerstien jeg mener at det var i 1949 - 1950, Selv min kone kom til Boller, men mere om det senere,

Mælk & Æg hentede vi oppe ved Jens & Olga, de havde en ejendom ved hjørnet af Fiskerhugsten, hvor Fars sti begyndte. Ordet fars sti kommer af at vores far selv lavede stien, som går nogenlunde tværs gennem Fiskehugsten. Den var så fin og flot, i dag kan man ikke se hvor den har været, hvis man ikke vidste hvor den har gået.

Fra Fiskerhuset går det jo et molehoved ud i Horsens Fjord, og i den ene side var der en sejlrende som Hans & Anker selv mudrede med Karen II. For at kunde komme til broen, med Ivan og ved modsatte side lå der en bro mere, der lå Hvilehjemmets Badehus & Skovfogedens Badehus.

Og så var det Kommunale Badehus til højre herrerne, & til venstre Damerne, der var et tårn i midten hvor Bademesteren sad, bademesteren var Laust Henriksen fra Uth, Og hans to piger Lissy og Misse, og så gik broen langt ud i vandet.

De to små badehuse blev taget ned om vinteren, mens broerne også blev taget ned, for at isen ikke tog dem med.

I min barndom lå der nede ved udhuset lige i skovkanten nogle tipvognsskinner, som havde lagt ned ad molen, for at transportere træet i Tipvogne ned til store lægtere (Pramme) som så sejlede træet ud til sejlrenden, hvor skibene lå det var jo sejlbåde dengang.

Da var Horsens Havn jo sådan set først i sin vorden, da åen påbegyndtes opfyldt og den blev først færdig i 1902.

Jeg var en tidlig forårsdag ude på fjorden for at redde to unge mænd der var kuldsejlet med deres kragejolle, ved at lave en kovending, som er en vending med vinden, man skal altid gå op mod vinden, I krigens tid var der så meget med bylder, jeg husker at min Far og bror Harry havde så mange, min far kunne ikke gå op til rutebilen, så vi fik lagt en hel masse puder ned i båden, og jeg roede til Horsens med ham helt ind i Havnen, så kunne han kravle af og gå op til Gregers Pedersen han boede i Borgergade, og så fik han lidt lindring hos lægen.

Mens Harry havde mange bylder var ham og jeg ude at sejle en dag, han roede selv "Gudskelov" for han roede mod en pæl i den række Ivan lagde til, og Harry faldt bagover, og slog ryggen ned i de forreste sidebrædder, sikken et vræl, og føj for en bluse han fik, men det gav lindring.

Vi havde en Båd engang som lignede en træsko, og som jeg egentlig havde tilegnet mig, der var så højvandet at jeg hverken før eller siden oplevede, men under den højvande sejlede jeg denne såkaldte træsko hel op til fiskerhuset, der havde vi en antennemast til radioen, hel der op kom jeg, og jeg bandt båden til Stuevinduet, men min mor kom efter mig og sagde at jeg skulle sejle tilbage i fjorden igen, men jeg var klogere end hende troede jeg, men dagen kom aldrig igen med sådan et højvande, den blev båret derfra i småstykker og brændt på Sankt Hans bål, som der hvert år var på molen. Og selv hvilehjemsgæsterne var flinke til at tage pinde & kvas med for at få det så stort som muligt.

Omme for enden af vores lille mark var der en lille grøn plæne som spejderne fik lov at bruge, i skovbrynet var der et stort slåen hegn. Og omme på den anden side af hegnet var en plads vi kaldte Festplads, der havde TH. Stauning været og holde tale lige først i trediverne, (deraf festpladsen), (han var jo dengang Statsminister.).

Men på den anden lille teltplads kom hen ad sensommeren to unge mænd og spurgte om de måtte ligge der i et par dage, og de vilde gerne have mig med, det var de to jeg havde reddet ude på fjorden, tidligere på foråret og det fik de og jeg jo lov til, jeg kunne da se hjem. Det var to flinke rare gutter inde fra byen af.

Sommeren gik på held og efteråret satte ind, ja så begyndte ålesæsonen for alvor at give fisk, når stormene satte ind, især en gang husker jeg, man kunne næsten stå og se vandet løbe ud af fjorden, (det var vestenvinden), og så var der ålejagt, søster Inger & jeg gik med en Zinkbalje mellem os, vi kunne se ålene ligge under tanget, hold fast så mange vi fangede på den måde. Det var også sjovt at være med Far ude at blusse ål, så skulle man være stille.

Men det havde været mere lavvandet end den føromtalte dag. For da havde vor Far fundet et Vikingeskib ude i fjorden, vi havde nogle få stykker af skibet hjemme på loftet, jeg tror ikke der har været nogen derude siden.

Vikingeskibet ligger ca. ud for den firkantede hule, som de også har ødelagt nu, jorden har de kørt ned i lavningen over bækken, ja det var dengang. Men Axel ved hvor den firkantet Hule har været.

Lidt længere ude står Eventyrtræet, og ved siden af dette står en stor bøgetræ, hvor der står en masse navne, bl.a. HJÆLP. Dette hjælp blev skrevet om foråret, det her var om vinteren, to unge mennesker ville gå på isen til Snaptun, trods blå vand yderst i fjorden, dette is de gik på brækkede fra hinanden så de havnede på en isflage, og Politiet vidste ikke rigtig hvordan de skulle få dem i land, men vi havde jo to Avisbåde i Horsens, de hed Horsens & Agda, og min far var sikker på ad Horsens kunde sejle ind og tage de to ombord, og det vidste sig at vor Far havde ret i sine antagelser den sejlede fint ind og tog dem ombord.. så kom de ud hen på sommeren og skrev dette "HJÆLP" det var lige ud for træet det skete. Og i selv samme træ står også General Ledes Minde, men jeg kender ikke betydningen af dette.

Sidst i trediverne havde vi nogle rigtige hårde vintre, vi løb på skøjter både på fjorden og voldgraven ved slottet, der frøs så meget at Hans lodses far gik over sejlrenden 2 timer efter et skib var sejlet i havn.

På voldgraven havde vi slået en pæl i mudret ude midt i voldgraven, det var lige ud for den gamle Eg, og ved isen kom lå vi en tværstang på og brugte den som karrusel. Vi kunne næsten komme slottet rundt når vi slap pinden, men omme i den side hvor Axel & Inger bor frøs det ikke til for det var indløbet til dammen, som kommer fra Uth Ustrup. Det kommer jo oppe fra Purhøj og de andre store banker.

En vinter kom der en Isbryder det var Stærkodder, for at bryde isen ind gennem fjorden, men ud for husodde satte den sig uhjælpelig fast og kunne ikke komme videre, og han lå og tuede hele natten om hjælp, Horsens & Agda var også bygget isbrydere, så ved det blev lyst gik Horsens, som var den største af, (Horsens & Agda). ud til den rundt, om den og tog den med i havn. Agda blev for øvrigt minesprængt under krigen det var den 15-01-1944 kl. ca. 18,45, lige i nærheden af Endelave, det var en ond tid vi levede i dengang, den 5, maj 1945 var jeg i Horsens hele dagen det var på min 13 års fødselsdag, da så jeg Englænderne for første gang, mange folk var på gaden og jublede og var meget glade, for nu var der også blevet fred i lille Danmark.

Skovrider Sabroe havde en søn der hed Per, som jeg også kom sammen med, han gik godt nok i skole i Horsens, men vores fritid var vi sammen, og lige over for Skovridergården på den anden side af Landevejen, lå Alfred Winters ejendom, der var en dreng som hed Svend som jeg gik i skole med.

Vi fik af vore Forældre lov til at køre på campingtur ned til Stakrode, for at ligge i telt, vi havde tre dejlige dage dernede, der boede en Skovløber i Stakrode som far kendte, han havde boet i Boller i det gamle skovfogedsted, som senere blev bondegård. (Svend Åge & Jenny flyttede ejendommen op til vejen. Nede fra hullet). I bunden af Klokkedal. Jeg blev Konfirmeret I Tyrsted Kirke i maj måned 1946. Jeg gik hjemme og hjalp Far & Mor med haven den sommer, og så kom jeg ud at tjene den l november, 1946 det var min bror Kaj som fæstede mig væk til Michael Christensen i Uth for 100 kr. i måneden, (Surt).

Og når man havde fri var man jo sammen med kammeraterne, vi sejlede en del over til husodde hvor vi mødte andre inde fra byen, jeg havde en rejsegrammofon dengang. Der var musik og glæde, en dag vi skulle hjem, blev det så vindstille, vi havde ingen årer med for vi gik jo på sejl, nå men jeg tog resolut tingene i egen hånd, og hoppede i vandet og rebet om skuldrene, og svømmede med båden bag mig tværs over fjorden, til Boller jeg var træt, men det gik fint. Og ved jeg blev lidt ældre kunne jeg jo hjælpe med at sælge is og Sodavand, og på det tidspunkt kom Else og hendes Far & Mor også til Boller så vi har sværmet om hinanden, uden at vide at vi senere blev forelsket i hinanden, hun har jo også leget med Kristian & Annas børn over i Oens. Derover boede Elses Far & Mor jo også.

1. November 1947, rejste jeg ned til Vogn & Kisser på Højvang i Dagnæs der var jeg sammen med bror Harry. Og første november 1948 var jeg hos Just Justesen i Dagnæs, hvor jeg var et år en dejlig plads med en masse frøavl. Så november 1949, rejste jeg ind til Karl Rasmussen i Sejet hvor jeg fæstede mig væk i et år, men kunne rejse efter et halvt år, hvis jeg ville, så nåede vi d.1. april 1950, Så havde jeg en aftale med Arne Olesen om at vi skulle til Norge, men ved tiden kom sprang han fra, så jeg rejste selv, men det var en skør kugle jeg var havnet ved så efter 2 måneder tog jeg hjem igen.

Først tog jeg til Skjold til Arne Due for at hakke roer, ikke noget for mig, så til Vrønding men det var kun en måneds arbejde, det var daglejer begrebet, så til Grumstrup, (Kejlstrupgård), men de kørte med folk fra Sølund i Skanderborg, så ikke så interessant. Da maden var meget dårlig.

Så rejste min kammerat Arne Olsen & jeg til Fyn, og fik arbejde på Sanderupgård i Odense den tilhørte Odense Kommune. Det var en ret stor gård, og de havde en på den anden side af Odense (Asumgård).

Først på Sommeren 1951 kom jeg op til Morten Mortensen i Uth, for at søge arbejde, men han havde ingenting til mig at lave, så spurgte han hvem jeg var, og hvem Far & Mor var, ved han hørte det kunne jeg begynde dagen efter, jeg skulle hakke roer. Og første dag kom jeg med mit hakkejern, det skulle vi selv stille med, men han havde jo også Savskæreri, og der var en der hed Åge, som var savskærer og ham kunne jeg hjælpe. Så roerne blev ikke til noget, det passede mig også godt.

Ved vinteren kom blev jeg Røgter og kunne så gå inde i stalden i varmen hele vinteren. Så ved foråret kom, var jeg på session og blev taget til Let Luftværn, og kom ind som Soldat til maj, 1952. Jeg skulde møde i Esbjerg ved let luftværn, men blev sendt videre til Padborg lejren, (Frøslev), efter tre måneder, på korporalskole i Ringsted. Hvor jeg blev flyttet over til tung Luftværn og det uheldige ved det, var at, på det tidspunkt gik de ud over 9 mdrs. regel, så tung luftværn skulle have 18 mdr. og det lette slap med 9 mdr. men jeg fik så mit knæ ødelagt, og blev flyttet tilbage til let luftværn, så overflyttet til køkkentjans, men der havde jeg det rigtig godt, blev hjemsendt fra Padborg lejren i april 1953.

Og sidste dag i April kom jeg ind til D.S.B. I Løsning som Ekstraarbejder. Og det gjorde Arne Olsen også men ved han skulle op til prøve og afleverede hans militær-papirer, havde han været med mytteri på kasernen på Bornholm, så han måtte pakke sit habengut igen og drage videre.

Og jeg var i løbet af sommeren oppe til prøve hos en Overassistent Mortensen, fra Horsens han havde også været Modstandsmand under krigen. Og den l oktober 1953 kom jeg til Holsted som Baneaspirant.

Som vi ved, blev jeg gift og fik fem børn. Og jeg var i Holsted i 9 år, så var jeg klar til at tage til Horsens, det var 1962 i Holsted havde vi 9, sporskift, og vi var 4 faste mand og i Horsens havde vi 155 men der var vi også 26 faste folk så det var en forskel, men det var meget lærerig. Og det blev trods alt til 33 år i Horsens.

Men i 1964 indtraf det sig jo sådan at jeg mødte Else, det var i August måned hun var 22 år, og så skete der jo en omvæltning af hele mit liv, for under alle omstændigheder kunne jeg ikke lade hende gå trods at jeg var gift, var jeg på det rene med at jeg her vilde skilles, og det blev jeg så det var i 1966, og i 1968 den 4, maj blev Else & jeg gift i Klosterkirken, hvor jeg havde min Far & Mor med, og selvfølgelig Svigermor. En ting det hjalp mig vældig meget var min, svigermor, hun spurgte mig engang, hvad vil du have Else eller hvad vil du, mit svar var, jeg vil have Else, så skal du også få hende, så kort kunne det siges, tak Svigermor.

Jeg flyttede til Horsens og boede i Langelandsgade det var i 1966, og ved år skiftet 66-67, fik Else også et værelse lige ved siden af mit. gift den 04-05-1968.

Og derefter flyttede vi ud på Viborgvej i Vestermarken, det var hos Peder & Jane, der havde vi en rigtig dukkelejlighed, vi boede der næsten 5, år.

Så var vi heldige sådan lidt under bordet at få en stor lejlighed i Ndr. Kirkegårdsallé 2, hvor vi så boede i 9 år.

Og mine børn har altid haft et fint forhold til Else, ved børene var mindre Camperede vi meget på Hjarnø, hun har også været fantastisk til at underholde dem. Så det med at få børnene at se var ingen problem. Og en masse oplevelser har vi jo haft sammen, vi havde jo i 98 % samme mening om de forskellige ting vi foretog os, Noget af det bedste vi har oplevet, var nok årene vi vandrede i Norge, med vore Rygsække, jeg havde omkring 50 l og Else ca. 40 l. vi gik meget på Hardangervida og Telemarken. Dejlige dage det var jo også 3 ugers ture.

Og flere gange i Sverige hvor vi tog vores Cykler med der ovre lejede vi jo hytter, og cykle i de store områder det var i sig selv en stor oplevelse.

Jeg havde jo med Håndbold at gøre en del år for H.F.S. og det gav også utrolige oplevelser, både til Holland Og Tyskland og næsten hver plet i Danmark.

Vi købte en ny Motorbåd og havde mange dejlige ture rundt i farvandene, Else var ikke altid lige stolt af at sejle, værst hvis det blæste lidt, Men efter at havde haft den i 17 år blev vi enig om at sælge den.

Naturen står jo vores hjerter megen nær så det er blevet til ikke så lidt af gåture på begge sider af Fjorden og Nørrestrand. I dag er vi jo blevet mere magelig anlagt, ja derfor er Skagen blevet vores rejsemål.

I en 5 år rejste jeg ude for D.S.B. og Byggede Sporskifter, jeg byggede mange på Fyn, men vi var også over hele Sjælland & Jylland.

Så købte vi hus i Ndr. Kirkegårdsallé l, A. som vi nu har haft i 17 år.

Og efter 42 års ansættelse ved D.S.B, de 33 i Horsens gik jeg på pension som 62 årrig, og nu har Else og jeg været gift i 31 år. Og nu glæder jeg mig til at Else skal på pension men det vare jo tre år endnu, men tiden går hurtig i dag, så inden vi ser os om er tiden gået.

04-06-99 21:49. J. Stobberup.