Erindring fra min barndom

Af Gudrun Jensen Braae (ca. 1990)

 

 

 

Jeg starter med at begynde fra jeg var barn, vi var en stor børneflok, fem piger og fire drenge, vi er alle født og opvokset i Nimdrup på en bondegård (Nimdrup Overgaard) det var min fars fødehjem, det var en slægtsgård. Der var 80 td. Land deraf 30 td. land med skov.

 

Vi havde en god barndom, vi fik lært at bestille noget, om søndagen havde vi det herligt vi legede i skoven og jeg kan huske når der var blåbær og tyttebær så skulle vi se hvem der kunne plukke flest, så fik vi ros når vi kom hjem, så lavede mor kaffe eller kakao til os. Vi fik næsten altid lagkage om søndagen og dejlig kringle. Mor var dygtig til alt, hun strikkede selv strømper til alle vi ni børn, og jeg mener at far var en dygtig landmand, alt skulle være i orden. Jeg kan huske at far fik en fin første præmie fra marken så var vi børn så stolte.

 

Vi skule hjælpe til med alt, da vi begyndte i skole måtte vi tidlig op om morgenen, vi skulle møde kl. 7 om sommeren og kl. 9 om vinteren. Vi hjalp med at malke før vi gik i skole, vi havde hver vores malkespand og malkestol, vi havde 28 at malke, vi malkede jo dem der gav mindst mælk. Så skulle vi ind at vaskes og have håret sat og mor havde så maden færdig vi fik øllebrød og ostemad, jeg kan huske en morgen jeg gik til skole at jeg mødte en mand i lavningen, jeg blev bange, så siger han: ”Du skal ikke være bange lille pige, jeg skal ikke gøre dig fortræd”. Og jeg kom til at kende ham, han boede stadigvæk i Slagballe da vi blev gift han hed Adolf, jeg blev gift med Børge Jensen en skolekammerat.

 

Jeg var glad for at gå i skole når vi kom hjem havde mor maden varm og klar til os, vi skulle så vaske op når vi havde spist, vi fik altid 2 retter mad. I høstens tid måtte vi ud at hjælpe i marken. Vi havde en karl og det kunne ske at vi havde en daglejer om sommeren mest i høstens tid. Når det sidste læs korn kom hjem fik vi chokolade og æbleskiver det var så hyggeligt.

 

Om vinteren havde vi hjemmestrikkede strømper på til skole. Mor strikkede til alle vi børn vi gik altid med træsko på. Jeg fik de første par gummistøvler da jeg blev konfirmeret.

 

Så kom den dejlige ungdom, der kom mange unge mennesker hos os, vi havde en fodboldbane ude i vestermarken, der kom mange unge for at spille med, far deltog altid.

 

Jeg var den første af vi søskende der kom ud at tjene, jeg kom ud til min morbror i Vrads. Jeg fik 300 kr. for et år så købte jeg en cykel den kostede 100 kr. Da jeg havde været derude 1 år skulle jeg hjem og være pige så rejste Olga ud og Ejnar skulle ind som soldat, Viktor blev fritaget for soldatertjeneste.

 

Da jeg var 16 rejste jeg til Brædstrup hos slagter Lykkeberg, jeg var glad for at være der jeg kom hjem til november.

 

Vi gik til bal i Davding og der var gymnastik, det var jeg ikke med til, den aften der var gymnastik var der altid sangleg bagefter, og det kunne jeg ikke komme med til når jeg ikke var med til gymnastik, men jeg var så heldig at ham der ledede det tjente i vores hjem, så han sørgede for at jeg kom med. Mor fortalte ham at jeg græd fordi jeg ikke kunne komme med, så blev der stemt om det og alle de unge ville have mig med, de råbte Gudrun skal med. Jeg har aldrig været god til idræt fordi jeg har dårlig ben, det er noget jeg er født med, men jeg har haft det godt.

 

Min bror Ejnar havde en kammerat Børge Jensen som havde en motorcykel, så vi kørte tit en tur og Børge og mig begyndte så at komme sammen vi blev gift den 12/12 1934 i Tamdrup kirke. Vores bryllup stod hjemme i Vrønding. ( Jeg har glemt at fortælle at far solgte vores fødehjem i Nimdrup til min farbror, vi fik så gården i Vrønding) og der var mit bryllup, vi var 48 gæster og vi fik mange gaver.

 

Børge og jeg fik fire børn 3 drenge og en pige, det var en skøn tid. Jeg har mange gode minder fra de var små, nu er de gift. Vi fik også fire dejlige svigerbørn og 8 børnebørn, som vi elsker højt, jeg ønsker at det må gå godt for dem alle.

 

Ja jeg er desværre blevet ene nu min gode mand er død, jeg er flyttet til Brædstrup jeg er glad for at være her, jeg kunne ikke magte at blive i Slagballe, der var for mange minder, men jeg tænker tit på alle mine gode naboer.

 

Børge og mig nåede at holde guldbryllup, vi havde en skøn dag med mange gæster, musik og morgensang med kaffe i Slagballe forsamlingshus, og fest å Pejsegården om aftenen.

 

Det kniber for mig at skrive jeg ryster meget på hænderne men jeg håber i kan læse hvad jeg skriver. Jeg har i dag haft en herlig oplevelse, jeg skulle til at have min eftermiddagskaffe da der pludselig stod en fasankok i mit køkken, den så på mig som om den ville sige ”jeg er sulten” jeg tog et stykke franskbrød og den fulgte mig ud, den var sulten, jeg har ikke set den siden.

 

Jeg er meget glad for at være her jeg har mange gode venner så tiden er ikke lang for mig, der sker noget hele tiden.